Jeg troede engang, at det at blive voksen, var noget der skete med alderen. Jeg troede, at man blev sådan en mere voksen og ansvarsfuld type, når man blev ældre, og jeg troede at man med sit voksne jeg, fik mere styr på sit liv og sig selv. Jeg troede også engang, at 27-årige Masja ville være meget voksen og ansvarsfuld og have fuldstændig styr på sit liv, men jeg har fundet ud af, at det slet ikke er sådan det hænger sammen, for 27-årige Masja er akkurat lige så forvirret, som hun altid har været. Jeg troede at livet ville være meget nemmere, når man blev voksen, men status er, at jeg faktisk synes, at det er skide hårdt! Lige pludselig står man der – 27 år, færdiguddannet, (kolonihave)-husejer, ca. 5 jobs på samme tid, en økonomi der ikke rigtig hænger sammen og alt for mange voksne beslutninger man skal tage stilling til.

Jeg prøver virkelig at lære at være voksen – sådan en voksen der vasker sit eget tøj, handler ind og laver mad, står tidligt op og går tidligt i seng, har et voksent job, har styr på sin økonomi og drømmer om villa, volvo og vovse, men sandheden er vist, at jeg slet ikke er sådan en voksen. Jeg er mere sådan en voksen der går alt for sent i seng, selvom jeg skal tidligt op, hellere vil have 10 øl i byen end en aften på sofaen, tit tager hjem til mor og far og slæber alt mit vasketøj med og sådan en der næsten aldrig er hjemme og ikke rigtig har styr på livet.

Da man var barn, drømte man om at blive voksen – så bliver man voksen og finder ud af, at det var meget nemmere at være barn. Jeg har længe været ret irriteret på mig selv over, ikke at kunne finde ud af det der voksenliv, men måske er der ikke en rigtig eller forkert måde at være voksen på og måske er det også okay at være sådan en forvirret en af slagsen.

Højt at flyve – dybt at falde! Mit energiniveau, humør og overskud har det med at svinge ekstremt meget for tiden – den ene dag er jeg helt oppe og flyve og føler mig total ambitiøs og uovervindelig, og den næste dag er jeg helt nede og ligge og føler mig fuldstændig håbløs og uduelig. De sidste 10 dage af mit liv har virkelig været opad bakke… Jeg har altid tusinde ting jeg skal nå, og da jeg ofte har svært ved at bevare overblikket, prøver jeg at hjælpe mig selv ved at skrive det hele ned på en to-do-liste, men det er som om, at der altid bliver skrevet flere ting på listen end der bliver streget ting ud, så min liste bliver altid længere og længere og til sidst ender det med, at jeg slet ikke kan overskue den, og så går jeg fuldstændig i stå.

Jeg havde en plan om at nå en hel masse ting i sidste uge, men endte i stedet for med at ligge i sengen det meste af ugen og tænke på alle de ting jeg burde nå, som jeg ikke kunne finde overskuddet til at nå, og så nåede jeg nærmest ingenting. Jeg prøvede at starte hver dag med at sige til mig selv, at det skulle blive en god dag og jeg skulle nå en masse ting, men det virkede ligesom bare ikke rigtig og alting var bare ret træls og ligegyldigt. Trøstede mig selv med, at næste uge da i hvert fald kun kunne blive bedre – troede jeg, lige indtil jeg sad hos tandlægen fredag morgen til mit årlige tandlægetjek og fik at vide, at min visdomstand var helt fucked og skulle opereres ud. “Måske kan vi få den hele ud, men ellers skal du forbi en kirurg” sagde de. “Vi har faktisk tid til at operere med det samme, hvis du vil have det?”. Tjaaa, min uge havde jo alligevel været rimelig skod, så jeg kunne da lige så godt toppe den med en visdomstandoperation, en kæmpe tandlægeregning og flydende kost… Super! Så kunne det da i hvert fald ikke blive værre! Lige indtil jeg vadede direkte ind i en lygtepæl lørdag på vej til koncert – sådan virkelig direkte hårdt ind i en lygtepæl (og jeg var ikke engang fuld)! Det troede jeg simpelthen at jeg var blevet for gammel til…

Jeg havde så ondt af mig selv og så ondt i hovedet efter operationen og kunne slet ikke overskue at ligge helt alene hjemme i min seng, og så er det jo heldigt, at man kan søge hjælp hos mor og far. Jeg har stadig mit værelse hos mine forældre, så når alting virker rigtig træls, så er det der jer ender – der hvor man har lov til at være ynkelig, der hvor man kan ligge på sofaen hele dagen, der hvor man bliver serviceret og der hvor de gør alt for at jeg har det godt. Nu er der så gået en uge og jeg er endelig ved at være på toppen igen og føler mig faktisk ved godt mod, for nu kan det da forhåbentlig kun blive bedre!

Wauw! År 2019 har været noget af en følelsesmæssig rutschebanetur indtil videre! Det der med lige pludselig at være med i et tv-program har sgu medført mange tanker, følelser og op- og nedture. Det føles meget mærkeligt at se sig selv på tv, og det føles endnu mere mærkeligt, at folk man ikke kender, lige pludselig har en mening om hvem man er. Nogen synes, at jeg er ret irriterende (tak for info Jodel), og så er der heldigvis også nogen som synes, at jeg er ret sød og mange af dem har endda også sendt søde beskeder til mig, og det vil jeg altså gerne lige sige et kæmpe TAK for! Tak for søde beskeder, kærlige tanker, flotte ord og endda frække tilbud. Haha! Jeg blev faktisk oprigtigt glad, hver gang der tikkede en sød besked ind i min indbakke, og jeg har læst hver og én omhyggeligt - flere gange endda. Det var rart at vide, at nogen forstod mig, og at jeg ikke stod helt alene, med de der åndssvage tanker om ikke at være god nok som man er. Jeg startede flittigt med at svare tilbage på alle de søde beskeder jeg fik, men efterhånden blev det faktisk også lidt hårdt hele tiden at blive mindet om, hvordan jeg har det indeni, og det gik op for mig, at det tog meget af min tid og energi, og derfor besluttede jeg mig for, at ligge de sociale medier og søde beskeder lidt på hylden, men jeg er altså stadig meget smigret over, at I er nogen der har taget jer tid til at skrive så søde og lange beskeder til mig!

Nu sidder jeg her, nyder solens stråler og føler faktisk, at jeg har forstået, at nogen mennesker kan lide en og andre mennesker kan måske ikke, og det er nok også okay - vi kan vel ikke alle sammen synes at alle mennesker er lige nice, og hvis man knokler for at alle skal kunne lide en, så bliver ens dage meget lange og energikrævende. Status er at jeg faktisk har det ret godt for tiden og jeg har de bedste mennesker omkring mig, som på en eller anden måde har fået en dybere forståelse for hvordan jeg har det. Så programmet har altså medført både op- og nedture, men heldigvis har det også gjort mig klogere på mig selv og det liv jeg har og hvor mange søde mennesker der findes derude!

Jeg roder mig ofte ud i nogle skøre, sjove og vanvittige projekter, men det er sjældent at mine projekter indebærer et kollektiv med 9 mennesker jeg ikke kender, et hus fuld af kameraer og et tv-program på DR3. Hele situationen virkede meget mærkelig og surrealistisk – skulle jeg være med i et tv-program? Skulle jeg være en af dem man har set i fjernsynet? Og hvad ville folk tænke om mig? På en eller anden måde føltes det som en stor beslutning, og jeg vidste ikke om det var en god eller en dårlig idé. Burde jeg deltage i et tv-program eller var det bare endnu en af mine tossede idéer? Dagen før indflytning var jeg stadig i tvivl. Jeg skulle til møde på Mastiff for at få de sidste informationer og skrive under på papirerne. Jeg havde endnu ikke helt besluttet mig og kunne stadig nå at bakke ud, for jeg havde jo ikke skrevet under på noget endnu. Jeg troppede op på Mastiff og blev endnu engang mødt af søde mennesker. Mødet gik godt, produktionen virkede så søde og et eller andet i mig sagde, at jeg burde gøre det og at jeg ville fortryde, hvis jeg ikke gjorde det, så jeg skrev under! Nu var der vist ingen vej tilbage.

Resten af dagen brugte jeg på at pakke. Som nogen måske har på fornemmelsen (hvis man kender mig eller har set programmet), så har jeg svært ved at begrænse mig. Jeg har altid haft brug for mange ting, for at føle mig rigtig hjemme et nyt sted, så jeg pakkede og pakkede og pakkede – og pakkede lidt om igen, for at få plads til mere. Vi havde fået tilsendt en pakkeliste på mail. Jeg pakkede det hele – nærmest dobbelt! 2 dyner, 2 puder, 3 håndklæder, en cykel til at komme rundt på, masser af personlige ting – planter, billeder, lamper, lyskæder, dimser og dutter, 2 personlige the/kaffekopper, en flyttekasse fuld af spil til fællesaktiviteter, tøj til en måned (eller nok nærmere 3 måneder), og sidst men ikke mindst – stolen! Mange har tydeligvis lagt mærke til, at alle flyttede ind i huset med en stol under armen, og det virker ret mærkeligt, da der slet ikke bliver nævnt noget om hele stole-situationen i programmet, men det var altså ikke fordi, at vi alle sammen tilfældigvis havde taget en stol med, men simpelthen fordi, at det stod på vores pakkeliste “Husk en spisebordsstol efter eget valg, gerne fra din nuværende bolig”. Da vi ankom til huset blev vi simpelthen bedt om at stille vores ting foran huset og tage en personlig ting i den ene hånd og vores stol i den anden hånd og gå ind i huset og møde de andre mennesker og deres mystiske stole.

I august sidste år faldt jeg over et opslag på Facebook om at DR3 søgte modige unge mennesker til et nyt kollektivt eksperiment. Jeg synes ofte, at der popper opslag op på min facebook om tilmelding til nye tv-programmer, men jeg scroller altid meget hurtigt videre, fordi jeg altid har tænkt, at jeg på ingen måder egner mig til at være på tv, men af en eller anden grund syntes jeg faktisk, at det her projekt lød ret spændende.

“Er du en del af ’Generation Ego’, som lever i et cyber-kollektiv fyldt med uforpligtende relationer på sociale medier? Mangler du et sted at bo, og er du klar på at indgå i et rigtigt fællesskab med ægte relationer ude i den virkelig verden? Så er det dig, vi leder efter! Du skal være 20-30 år gammel og have lyst til at starte et nyt kollektiv fra bunden og kaste din energi ind i et forpligtende fællesskab med alt, hvad det indebærer af fælles ansvar, praktiske opgaver, hygge og spas”

Jeg boede i forvejen i et kollektiv og tænkte, at det kunne være spændende at prøve at starte et helt nyt kollektiv op fra bunden, og finde ud af hvad det kunne blive til. Samtidig var jeg også ret træt at “Generation Ego” og det perfekte liv. Mit perfekte liv! Træt af altid at tænke over hvad folk tænker om mig, træt af at tvivle på om folk kan lide mig, træt af hvordan vi altid dømmer hinanden og træt af at tvivle på mig selv. Jeg havde brug for at møde nye mennesker, møde mig selv, udfordre mig selv, gøre noget skørt og være fuldstændig ligeglad med hvad folk tænker.

Jeg overvejede længe, om jeg skulle sende en ansøgning eller ej, men det var som om at alt talte for, at jeg burde gøre det, så jeg blev enig med mig selv om, at det da ikke kunne skade at sende en ansøgning, og jeg kom jo sikkert ikke med alligevel. Så jeg sendte en ansøgning! En uge senere ringede de fra Mastiff og sagde, at de havde modtaget min ansøgning, og at de var interesseret i at høre mere om mig, hvis jeg stadig var interesseret i projektet. Helt overrasket, spændt og rystet sagde jeg selvfølgelig ja og aftalte et telefonmøde. Et langt telefonmøde senere blev jeg kaldt til en personlig samtale på Mastiff – jeg forstod det overhovedet ikke, men hold kæft, hvor var det spændende!

Jeg troppede op på Mastiff mega spændt og nervøs! Jeg stod og ventede indtil en sød ung pige hentede mig ind til samtale med de sødeste castere. Vi havde en lang og god snak, og et eller andet i mig begyndte faktisk at tro på, at de måske ville vælge mig. Jeg gik derfra med en god følelse, og med god grund, for et par dage senere ringede de igen fra Mastiff og sagde, at jeg var gået videre til næste runde. En uge senere troppede jeg op på Mastiff igen til et møde med en sød psykolog, som lige skulle sikre, at jeg var “rask” nok til at kaste mig selv ud i et tv-program. Han sluttede samtalen med at sige “jeg glæder mig til at se dig i tv” og der ramte det mig. Shit! Jeg skal måske være med i et tv-program, meeeen det var vel ikke sikkert endnu – eller var det?

Ventetiden føltes meget lang. Jeg anede ikke, om jeg var købt eller solgt – lige indtil en mail tikkede ind i min indbakke “Tillykke, du er gået videre!”. Videre? igen? Helt ærligt, hvor mange runder skal man igennem for at komme i tv? “Hjerteligt tillykke med at du er gået videre i castingprocessen på DR3 Kollektivet. Det næste, der sker er at du som led i vores relationseksperiment skal tage følgende test, så vi kan lære dig endnu bedre at kende”. Så en personlighedstest og hvad der føles som 500 spørgsmål senere, var det bare at vente endnu engang….

Jeg havde øje på min telefon hele tiden og hver gang den vibrerede håbede jeg, at det var det endelige svar på min casting…. Tiden gik vanvittig langsomt, men så skete det! Endelig ringede de fra Mastiff og beskeden lød “Tillykke! Du skal være med i programmet!”. What! Vildt! Sejt! Fedt! tror jeg da nok? Jeg var overrasket, spændt, nervøs, forvirret, rundt på gulvet, rystet og først dér gik det op for mig, hvad jeg egentlig havde rodet mig ud i.