HUSK EN STOL

Processed with VSCO with s3 preset

mit-hemmelige-match-flyttedag2

Jeg roder mig ofte ud i nogle skøre, sjove og vanvittige projekter, men det er sjældent at mine projekter indebærer et kollektiv med 9 mennesker jeg ikke kender, et hus fuld af kameraer og et tv-program på DR3. Hele situationen virkede meget mærkelig og surrealistisk – skulle jeg være med i et tv-program? Skulle jeg være en af dem man har set i fjernsynet? Og hvad ville folk tænke om mig? På en eller anden måde føltes det som en stor beslutning, og jeg vidste ikke om det var en god eller en dårlig idé. Burde jeg deltage i et tv-program eller var det bare endnu en af mine tossede idéer? Dagen før indflytning var jeg stadig i tvivl. Jeg skulle til møde på Mastiff for at få de sidste informationer og skrive under på papirerne. Jeg havde endnu ikke helt besluttet mig og kunne stadig nå at bakke ud, for jeg havde jo ikke skrevet under på noget endnu. Jeg troppede op på Mastiff og blev endnu engang mødt af søde mennesker. Mødet gik godt, produktionen virkede så søde og et eller andet i mig sagde, at jeg burde gøre det og at jeg ville fortryde, hvis jeg ikke gjorde det, så jeg skrev under! Nu var der vist ingen vej tilbage.

Resten af dagen brugte jeg på at pakke. Som nogen måske har på fornemmelsen (hvis man kender mig eller har set programmet), så har jeg svært ved at begrænse mig. Jeg har altid haft brug for mange ting, for at føle mig rigtig hjemme et nyt sted, så jeg pakkede og pakkede og pakkede – og pakkede lidt om igen, for at få plads til mere. Vi havde fået tilsendt en pakkeliste på mail. Jeg pakkede det hele – nærmest dobbelt! 2 dyner, 2 puder, 3 håndklæder, en cykel til at komme rundt på, masser af personlige ting – planter, billeder, lamper, lyskæder, dimser og dutter, 2 personlige the/kaffekopper, en flyttekasse fuld af spil til fællesaktiviteter, tøj til en måned (eller nok nærmere 3 måneder), og sidst men ikke mindst – stolen! Mange har tydeligvis lagt mærke til, at alle flyttede ind i huset med en stol under armen, og det virker ret mærkeligt, da der slet ikke bliver nævnt noget om hele stole-situationen i programmet, men det var altså ikke fordi, at vi alle sammen tilfældigvis havde taget en stol med, men simpelthen fordi, at det stod på vores pakkeliste “Husk en spisebordsstol efter eget valg, gerne fra din nuværende bolig”. Da vi ankom til huset blev vi simpelthen bedt om at stille vores ting foran huset og tage en personlig ting i den ene hånd og vores stol i den anden hånd og gå ind i huset og møde de andre mennesker og deres mystiske stole.

VEJEN TIL “KOLLEKTIVET”

masja-match1

I august sidste år faldt jeg over et opslag på Facebook om at DR3 søgte modige unge mennesker til et nyt kollektivt eksperiment. Jeg synes ofte, at der popper opslag op på min facebook om tilmelding til nye tv-programmer, men jeg scroller altid meget hurtigt videre, fordi jeg altid har tænkt, at jeg på ingen måder egner mig til at være på tv, men af en eller anden grund syntes jeg faktisk, at det her projekt lød ret spændende.

“Er du en del af ’Generation Ego’, som lever i et cyber-kollektiv fyldt med uforpligtende relationer på sociale medier? Mangler du et sted at bo, og er du klar på at indgå i et rigtigt fællesskab med ægte relationer ude i den virkelig verden? Så er det dig, vi leder efter! Du skal være 20-30 år gammel og have lyst til at starte et nyt kollektiv fra bunden og kaste din energi ind i et forpligtende fællesskab med alt, hvad det indebærer af fælles ansvar, praktiske opgaver, hygge og spas”

Jeg boede i forvejen i et kollektiv og tænkte, at det kunne være spændende at prøve at starte et helt nyt kollektiv op fra bunden, og finde ud af hvad det kunne blive til. Samtidig var jeg også ret træt at “Generation Ego” og det perfekte liv. Mit perfekte liv! Træt af altid at tænke over hvad folk tænker om mig, træt af at tvivle på om folk kan lide mig, træt af hvordan vi altid dømmer hinanden og træt af at tvivle på mig selv. Jeg havde brug for at møde nye mennesker, møde mig selv, udfordre mig selv, gøre noget skørt og være fuldstændig ligeglad med hvad folk tænker.

Jeg overvejede længe, om jeg skulle sende en ansøgning eller ej, men det var som om at alt talte for, at jeg burde gøre det, så jeg blev enig med mig selv om, at det da ikke kunne skade at sende en ansøgning, og jeg kom jo sikkert ikke med alligevel. Så jeg sendte en ansøgning! En uge senere ringede de fra Mastiff og sagde, at de havde modtaget min ansøgning, og at de var interesseret i at høre mere om mig, hvis jeg stadig var interesseret i projektet. Helt overrasket, spændt og rystet sagde jeg selvfølgelig ja og aftalte et telefonmøde. Et langt telefonmøde senere blev jeg kaldt til en personlig samtale på Mastiff – jeg forstod det overhovedet ikke, men hold kæft, hvor var det spændende!

Jeg troppede op på Mastiff mega spændt og nervøs! Jeg stod og ventede indtil en sød ung pige hentede mig ind til samtale med de sødeste castere. Vi havde en lang og god snak, og et eller andet i mig begyndte faktisk at tro på, at de måske ville vælge mig. Jeg gik derfra med en god følelse, og med god grund, for et par dage senere ringede de igen fra Mastiff og sagde, at jeg var gået videre til næste runde. En uge senere troppede jeg op på Mastiff igen til et møde med en sød psykolog, som lige skulle sikre, at jeg var “rask” nok til at kaste mig selv ud i et tv-program. Han sluttede samtalen med at sige “jeg glæder mig til at se dig i tv” og der ramte det mig. Shit! Jeg skal måske være med i et tv-program, meeeen det var vel ikke sikkert endnu – eller var det?

Ventetiden føltes meget lang. Jeg anede ikke, om jeg var købt eller solgt – lige indtil en mail tikkede ind i min indbakke “Tillykke, du er gået videre!”. Videre? igen? Helt ærligt, hvor mange runder skal man igennem for at komme i tv? “Hjerteligt tillykke med at du er gået videre i castingprocessen på DR3 Kollektivet. Det næste, der sker er at du som led i vores relationseksperiment skal tage følgende test, så vi kan lære dig endnu bedre at kende”. Så en personlighedstest og hvad der føles som 500 spørgsmål senere, var det bare at vente endnu engang….

Jeg havde øje på min telefon hele tiden og hver gang den vibrerede håbede jeg, at det var det endelige svar på min casting…. Tiden gik vanvittig langsomt, men så skete det! Endelig ringede de fra Mastiff og beskeden lød “Tillykke! Du skal være med i programmet!”. What! Vildt! Sejt! Fedt! tror jeg da nok? Jeg var overrasket, spændt, nervøs, forvirret, rundt på gulvet, rystet og først dér gik det op for mig, hvad jeg egentlig havde rodet mig ud i.

DER VAR ENGANG EN BLOG

Det er efterhånden meget længe siden, at jeg har skrevet på min blog, og jeg tvivler på, at der stadig er nogen der følger med derude, men der kommer da stadig nogle kommentarer engang imellem, og det varmer altså mit lille “blogger-hjerte”, selvom jeg ikke har været særlig god til at svare. Jeg har selv klikket forbi bloggen engang imellem, og jeg har flere gange overvejet at skrive et eller andet, men på en eller anden måde virker mine ord altid overflødige og ligegyldige inde i mit hoved, og hvad er meningen egentlig med at dele sit liv på nettet? Jeg har tænkt meget over hvad min idé er med at have en blog, og om det overhovet giver mening for mig. Der er efterhånden tusindevis af bloggere derude, og jeg frygter lidt at blive set som en af de der irriterende “bloggertyper”, der bare vil ses og høres. Vi har efterhånden alle sammen så travlt med at dele det perfekte liv på nettet, og jeg er ærlig talt en lille smule træt af det, så jeg har lovet mig selv, at hvis jeg starter min blog op igen, så skal det være med lidt mindre filter og lidt mere ærlighed, for livet er vel ikke altid så perfekt og nemt, som man kunne ønske sig. Jeg synes selv, at det er svært at finde ud af hvad og hvor meget man skal dele på nettet, og jeg tænker altid meget over hvad alle andre tænker i stedet for bare at gøre det jeg selv føler for, men jeg tror, at det er på tide, at jeg gør det jeg selv føler for og ikke tænker så meget over hvad alle andre tænker. Bloggen er et sted, hvor jeg tillader mig selv at dele mine tanker og idéer og et sted hvor jeg tillader mig selv at være lidt i fokus, og så kan folk jo heldigvis selv bestemme om de vil følge med eller ej. Jeg ved endnu ikke helt hvilken vej min blog skal, men nu har jeg i hvert fald besluttet mig for at kaste mig ud i bloggerlivet igen, og så må vi se hvad fremtiden bringer.

Ps. jeg ved godt at mit topbillede er kikset og gammelt, og jeg skal nok prøve på, at få det opdateret på et tidspunkt ;-)

FØDSELSDAGS-SKUFFET!

I dag er der præcis to uger til min fødselsdag, og jeg plejer at glæde mig helt vildt meget til den dag, men i år har det bare ikke helt været det samme. Jeg har simpelthen haft så meget at se til, at jeg fuldstændig har glemt at glæde mig til min fødselsdag. Jeg har ikke engang kunne overskue at lave min alt for lange ønskeliste, og så er der altså noget helt galt!? Men i går tog jeg mig sammen, og lavede min ønskeliste, og begyndte endelig at tænke, hvad der skulle ske på min fødselsdag – måske man skulle invitere hele familien til boller, lagkage og kakao, eller spise en hyggelig middag med de nærmeste, eller holde en fest med vennerne, eller måske alle ting på én gang! Mine fødselsdagsplaner var vilde, lige indtil jeg fandt ud af, at der åbenbart ikke var andre, der havde planer om at fejre min fødselsdag sammen med mig… Lige pludselig skulle folk alt mulig andet – min far skal til ølsmagning med nogle venner, min bror har årsdag med sin kæreste, og skal derfor i Tivoli og fejre det (kunne de da ikke have valgt en anden dag at blive kærester!?) og mine venner skal til halloweenfest. Der var engang, hvor jeg syntes, at det var sjovt at have fødselsdag på halloween, men nu er det bare vildt irriterende, for folk skal altid til halloweenfest… Men hvad med mig!? Er jeg virkelig blevet så gammel, at der ikke er nogen, der gider at fejre mig mere? Jeg blev simpelthen så skuffet, da jeg fandt ud af, at folk skulle alt mulig på MIN fødselsdag. Jeg ved ikke, om man kan tillade sig at blive skuffet, men når man allerede har købt fødselsdagspynt og kæmpe ballon-guldtal, så gør det bare lidt ondt i ens fødselsdagshjerte, når man finder ud af, at der overhovedet ikke skal være nogen fødselsdagsfest :-(

Heldigvis har jeg verdens sødeste mor, der vil gøre alt for at min fødselsdag bliver den bedste dag, og jeg tvivler da heller ikke på at det nok skal blive en god dag. Jeg skal nok heller ikke brokke mig alt for meget, for jeg har det vist meget godt, når det kommer til stykket :-) Men når man havde regnet med at holde en kæmpe fødselsdagsfest, og bror- og farmand så melder fra, så må man altså godt blive en lille smule fødselsdagsskuffet… Det er slet ikke så nemt at planlægge en fødselsdag, som man skulle tro! Det var meget nemmere dengang, da man var lille, for der sørgede mor og far for det hele, så der troede man bare, at gæsterne kom helt af sig selv, og så skulle man bare nyde, at man havde fødselsdag. Det eneste, man skulle tænke på, var at puste alle lysene ud på lagkagen! :-D

foedselsdagsskuffet-01

FOR MEGET AT NÅ OG ALT FOR LIDT TID

Kender I det der med, at man har alt for mange ting man gerne vil nå, men alt for lidt tid til at nå det hele? Det er rimelig meget sådan mit liv er lige for tiden… Man skulle tro, at jeg havde ret godt styr på det hele efter 9 ugers sommerferie, men jeg har ærlig talt ingen anelse om hvor min sommerferie blev af, og jeg aner virkelig ikke hvad jeg har brugt de 9 uger på!? Inden sommerferien havde jeg en klar plan, om at jeg skulle nå en masse ting og få styr på alle mine projekter, men den plan gik vist ret meget i vasken og i stedet har jeg skabt en masse nye projekter, som jeg absolut heller ikke har tid til. Haha! Det er SÅ typisk mig – jeg bliver simpelthen aldrig klogere! Mit liv er en lang to-do-liste og det værste er, at når listen bliver for lang, så magter jeg den overhovedet ikke mere… Så har jeg allermest bare lyst til at ligge på sofaen hele dagen og se tv, men den går altså ikke længere, så nu hiver jeg fat i ørerne på mig selv og kommer i sving!

Jeg har allerede streget en ting på listen – det er da en start :-D

to-do-list-01