Højt at flyve – dybt at falde! Mit energiniveau, humør og overskud har det med at svinge ekstremt meget for tiden – den ene dag er jeg helt oppe og flyve og føler mig total ambitiøs og uovervindelig, og den næste dag er jeg helt nede og ligge og føler mig fuldstændig håbløs og uduelig. De sidste 10 dage af mit liv har virkelig været opad bakke… Jeg har altid tusinde ting jeg skal nå, og da jeg ofte har svært ved at bevare overblikket, prøver jeg at hjælpe mig selv ved at skrive det hele ned på en to-do-liste, men det er som om, at der altid bliver skrevet flere ting på listen end der bliver streget ting ud, så min liste bliver altid længere og længere og til sidst ender det med, at jeg slet ikke kan overskue den, og så går jeg fuldstændig i stå.
Jeg havde en plan om at nå en hel masse ting i sidste uge, men endte i stedet for med at ligge i sengen det meste af ugen og tænke på alle de ting jeg burde nå, som jeg ikke kunne finde overskuddet til at nå, og så nåede jeg nærmest ingenting. Jeg prøvede at starte hver dag med at sige til mig selv, at det skulle blive en god dag og jeg skulle nå en masse ting, men det virkede ligesom bare ikke rigtig og alting var bare ret træls og ligegyldigt. Trøstede mig selv med, at næste uge da i hvert fald kun kunne blive bedre – troede jeg, lige indtil jeg sad hos tandlægen fredag morgen til mit årlige tandlægetjek og fik at vide, at min visdomstand var helt fucked og skulle opereres ud. “Måske kan vi få den hele ud, men ellers skal du forbi en kirurg” sagde de. “Vi har faktisk tid til at operere med det samme, hvis du vil have det?”. Tjaaa, min uge havde jo alligevel været rimelig skod, så jeg kunne da lige så godt toppe den med en visdomstandoperation, en kæmpe tandlægeregning og flydende kost… Super! Så kunne det da i hvert fald ikke blive værre! Lige indtil jeg vadede direkte ind i en lygtepæl lørdag på vej til koncert – sådan virkelig direkte hårdt ind i en lygtepæl (og jeg var ikke engang fuld)! Det troede jeg simpelthen at jeg var blevet for gammel til…
Jeg havde så ondt af mig selv og så ondt i hovedet efter operationen og kunne slet ikke overskue at ligge helt alene hjemme i min seng, og så er det jo heldigt, at man kan søge hjælp hos mor og far. Jeg har stadig mit værelse hos mine forældre, så når alting virker rigtig træls, så er det der jer ender – der hvor man har lov til at være ynkelig, der hvor man kan ligge på sofaen hele dagen, der hvor man bliver serviceret og der hvor de gør alt for at jeg har det godt. Nu er der så gået en uge og jeg er endelig ved at være på toppen igen og føler mig faktisk ved godt mod, for nu kan det da forhåbentlig kun blive bedre!