Jeg er nu 26 år og 16 dage gammel – tiden flyver afsted! For 17 dage siden havde jeg en lille smule krise over at fylde 26 år, fordi jeg følte mig akkurat lige så snotforvirret, som dagen før jeg fyldte 25 år. Jeg havde nok lidt håbet på, at jeg var blevet bare en lille smule klogere på mig selv og livet til denne tid, men på en eller anden måde føler jeg overhovedet ikke, at jeg kommer nogle vegne selvom årene går, hvilket nok ikke er helt sandt, for der sker ret meget i mit liv hele tiden og jeg bliver sikkert også en lille smule klogere dag for dag. Jeg bliver ved med at søge efter meningen med livet, meningen med mig og meningen med alting, men det føles ærlig talt som en tabt kamp, og måske er der i virkeligheden ikke rigtig nogen mening med det hele og måske bør jeg bare snart lære at hvile i livet, som det er.
Jeg tvivler ret ofte over alting – over livet, over mig selv, over hvorfor jeg er som jeg er og hvad der skal blive af mig. Jeg er så bange for, at jeg ikke er god nok, at folk hader mig eller synes jeg er en idiot. Det sker sjældent, at nogen giver udtryk for at de ikke kan lide mig, men frygten er der altid. Jeg er ærlig talt pisse bange for at blive glemt eller for at være ligegyldig, hvilket jo i virkeligheden nok er fuldstændig åndsvagt, for sandheden er jo den, at jeg aldrig rigtig er blevet glemt. Folk er altid helt vildt søde, sådan overvældende søde, sådan alt for søde – så søde, at jeg lige pludselig ikke helt forstår, hvorfor jeg har fortjent at de er SÅ søde. Hvorfor har jeg fortjent så fint et liv med så mange dejlige mennesker omkring mig? Hvorfor har jeg fortjent at folk er så gode imod mig? Og hvorfor fanden kan jeg ikke bare hvile i det og være glad for det?
Jeg bliver altid ramt af en vanvittig taknemlighed på min fødselsdag – sådan en taknemlighed, hvor man bare har lyst til at sætte sig ned og tude af taknemlighed. Taknemlig for ALT – for at have verdens bedste familie, verdens bedste bror, verdens sødeste venner, dejlige kollegaer, et godt job, et sted at bo, osv. osv.. Taknemlig for at folk ikke har glemt mig, og at folk har taget sig tid til at sende en lille hilsen til lille mig på min fødselsdag. Hold kæft, hvor er jeg bare sindsygt taknemlig for at have så vanvittig mange søde mennesker i mit liv (også selvom jeg ikke helt selv forstår hvorfor). Tænk engang at være så heldig at være omringet af så mange søde mennesker – jeg er jer evigt taknemlig!