JEG HAR DET GODT

masjas-blog-jeg-har-det-godt1

Wauw! År 2019 har været noget af en følelsesmæssig rutschebanetur indtil videre! Det der med lige pludselig at være med i et tv-program har sgu medført mange tanker, følelser og op- og nedture. Det føles meget mærkeligt at se sig selv på tv, og det føles endnu mere mærkeligt, at folk man ikke kender, lige pludselig har en mening om hvem man er. Nogen synes, at jeg er ret irriterende (tak for info Jodel), og så er der heldigvis også nogen som synes, at jeg er ret sød og mange af dem har endda også sendt søde beskeder til mig, og det vil jeg altså gerne lige sige et kæmpe TAK for! Tak for søde beskeder, kærlige tanker, flotte ord og endda frække tilbud. Haha! Jeg blev faktisk oprigtigt glad, hver gang der tikkede en sød besked ind i min indbakke, og jeg har læst hver og én omhyggeligt - flere gange endda. Det var rart at vide, at nogen forstod mig, og at jeg ikke stod helt alene, med de der åndssvage tanker om ikke at være god nok som man er. Jeg startede flittigt med at svare tilbage på alle de søde beskeder jeg fik, men efterhånden blev det faktisk også lidt hårdt hele tiden at blive mindet om, hvordan jeg har det indeni, og det gik op for mig, at det tog meget af min tid og energi, og derfor besluttede jeg mig for, at ligge de sociale medier og søde beskeder lidt på hylden, men jeg er altså stadig meget smigret over, at I er nogen der har taget jer tid til at skrive så søde og lange beskeder til mig!

Nu sidder jeg her, nyder solens stråler og føler faktisk, at jeg har forstået, at nogen mennesker kan lide en og andre mennesker kan måske ikke, og det er nok også okay - vi kan vel ikke alle sammen synes at alle mennesker er lige nice, og hvis man knokler for at alle skal kunne lide en, så bliver ens dage meget lange og energikrævende. Status er at jeg faktisk har det ret godt for tiden og jeg har de bedste mennesker omkring mig, som på en eller anden måde har fået en dybere forståelse for hvordan jeg har det. Så programmet har altså medført både op- og nedture, men heldigvis har det også gjort mig klogere på mig selv og det liv jeg har og hvor mange søde mennesker der findes derude!

HUSK EN STOL

Processed with VSCO with s3 preset

mit-hemmelige-match-flyttedag2

Jeg roder mig ofte ud i nogle skøre, sjove og vanvittige projekter, men det er sjældent at mine projekter indebærer et kollektiv med 9 mennesker jeg ikke kender, et hus fuld af kameraer og et tv-program på DR3. Hele situationen virkede meget mærkelig og surrealistisk – skulle jeg være med i et tv-program? Skulle jeg være en af dem man har set i fjernsynet? Og hvad ville folk tænke om mig? På en eller anden måde føltes det som en stor beslutning, og jeg vidste ikke om det var en god eller en dårlig idé. Burde jeg deltage i et tv-program eller var det bare endnu en af mine tossede idéer? Dagen før indflytning var jeg stadig i tvivl. Jeg skulle til møde på Mastiff for at få de sidste informationer og skrive under på papirerne. Jeg havde endnu ikke helt besluttet mig og kunne stadig nå at bakke ud, for jeg havde jo ikke skrevet under på noget endnu. Jeg troppede op på Mastiff og blev endnu engang mødt af søde mennesker. Mødet gik godt, produktionen virkede så søde og et eller andet i mig sagde, at jeg burde gøre det og at jeg ville fortryde, hvis jeg ikke gjorde det, så jeg skrev under! Nu var der vist ingen vej tilbage.

Resten af dagen brugte jeg på at pakke. Som nogen måske har på fornemmelsen (hvis man kender mig eller har set programmet), så har jeg svært ved at begrænse mig. Jeg har altid haft brug for mange ting, for at føle mig rigtig hjemme et nyt sted, så jeg pakkede og pakkede og pakkede – og pakkede lidt om igen, for at få plads til mere. Vi havde fået tilsendt en pakkeliste på mail. Jeg pakkede det hele – nærmest dobbelt! 2 dyner, 2 puder, 3 håndklæder, en cykel til at komme rundt på, masser af personlige ting – planter, billeder, lamper, lyskæder, dimser og dutter, 2 personlige the/kaffekopper, en flyttekasse fuld af spil til fællesaktiviteter, tøj til en måned (eller nok nærmere 3 måneder), og sidst men ikke mindst – stolen! Mange har tydeligvis lagt mærke til, at alle flyttede ind i huset med en stol under armen, og det virker ret mærkeligt, da der slet ikke bliver nævnt noget om hele stole-situationen i programmet, men det var altså ikke fordi, at vi alle sammen tilfældigvis havde taget en stol med, men simpelthen fordi, at det stod på vores pakkeliste “Husk en spisebordsstol efter eget valg, gerne fra din nuværende bolig”. Da vi ankom til huset blev vi simpelthen bedt om at stille vores ting foran huset og tage en personlig ting i den ene hånd og vores stol i den anden hånd og gå ind i huset og møde de andre mennesker og deres mystiske stole.

VEJEN TIL “KOLLEKTIVET”

masja-match1

I august sidste år faldt jeg over et opslag på Facebook om at DR3 søgte modige unge mennesker til et nyt kollektivt eksperiment. Jeg synes ofte, at der popper opslag op på min facebook om tilmelding til nye tv-programmer, men jeg scroller altid meget hurtigt videre, fordi jeg altid har tænkt, at jeg på ingen måder egner mig til at være på tv, men af en eller anden grund syntes jeg faktisk, at det her projekt lød ret spændende.

“Er du en del af ’Generation Ego’, som lever i et cyber-kollektiv fyldt med uforpligtende relationer på sociale medier? Mangler du et sted at bo, og er du klar på at indgå i et rigtigt fællesskab med ægte relationer ude i den virkelig verden? Så er det dig, vi leder efter! Du skal være 20-30 år gammel og have lyst til at starte et nyt kollektiv fra bunden og kaste din energi ind i et forpligtende fællesskab med alt, hvad det indebærer af fælles ansvar, praktiske opgaver, hygge og spas”

Jeg boede i forvejen i et kollektiv og tænkte, at det kunne være spændende at prøve at starte et helt nyt kollektiv op fra bunden, og finde ud af hvad det kunne blive til. Samtidig var jeg også ret træt at “Generation Ego” og det perfekte liv. Mit perfekte liv! Træt af altid at tænke over hvad folk tænker om mig, træt af at tvivle på om folk kan lide mig, træt af hvordan vi altid dømmer hinanden og træt af at tvivle på mig selv. Jeg havde brug for at møde nye mennesker, møde mig selv, udfordre mig selv, gøre noget skørt og være fuldstændig ligeglad med hvad folk tænker.

Jeg overvejede længe, om jeg skulle sende en ansøgning eller ej, men det var som om at alt talte for, at jeg burde gøre det, så jeg blev enig med mig selv om, at det da ikke kunne skade at sende en ansøgning, og jeg kom jo sikkert ikke med alligevel. Så jeg sendte en ansøgning! En uge senere ringede de fra Mastiff og sagde, at de havde modtaget min ansøgning, og at de var interesseret i at høre mere om mig, hvis jeg stadig var interesseret i projektet. Helt overrasket, spændt og rystet sagde jeg selvfølgelig ja og aftalte et telefonmøde. Et langt telefonmøde senere blev jeg kaldt til en personlig samtale på Mastiff – jeg forstod det overhovedet ikke, men hold kæft, hvor var det spændende!

Jeg troppede op på Mastiff mega spændt og nervøs! Jeg stod og ventede indtil en sød ung pige hentede mig ind til samtale med de sødeste castere. Vi havde en lang og god snak, og et eller andet i mig begyndte faktisk at tro på, at de måske ville vælge mig. Jeg gik derfra med en god følelse, og med god grund, for et par dage senere ringede de igen fra Mastiff og sagde, at jeg var gået videre til næste runde. En uge senere troppede jeg op på Mastiff igen til et møde med en sød psykolog, som lige skulle sikre, at jeg var “rask” nok til at kaste mig selv ud i et tv-program. Han sluttede samtalen med at sige “jeg glæder mig til at se dig i tv” og der ramte det mig. Shit! Jeg skal måske være med i et tv-program, meeeen det var vel ikke sikkert endnu – eller var det?

Ventetiden føltes meget lang. Jeg anede ikke, om jeg var købt eller solgt – lige indtil en mail tikkede ind i min indbakke “Tillykke, du er gået videre!”. Videre? igen? Helt ærligt, hvor mange runder skal man igennem for at komme i tv? “Hjerteligt tillykke med at du er gået videre i castingprocessen på DR3 Kollektivet. Det næste, der sker er at du som led i vores relationseksperiment skal tage følgende test, så vi kan lære dig endnu bedre at kende”. Så en personlighedstest og hvad der føles som 500 spørgsmål senere, var det bare at vente endnu engang….

Jeg havde øje på min telefon hele tiden og hver gang den vibrerede håbede jeg, at det var det endelige svar på min casting…. Tiden gik vanvittig langsomt, men så skete det! Endelig ringede de fra Mastiff og beskeden lød “Tillykke! Du skal være med i programmet!”. What! Vildt! Sejt! Fedt! tror jeg da nok? Jeg var overrasket, spændt, nervøs, forvirret, rundt på gulvet, rystet og først dér gik det op for mig, hvad jeg egentlig havde rodet mig ud i.

STATUS PÅ TILVÆRELSEN

masjas-værelse

Mit liv føles som et kæmpemæssigt rod for tiden – mit værelse er noget rod, mine projekter er noget rod, inde i mit hoved er der rod og min fremtid virker som noget rod. Jeg kan på en eller anden måde ikke rigtig tage mig sammen til noget og alting virker meget uoverskueligt. Min to-do-liste er blevet til mange lister – lister over ting jeg skal nå, ting jeg gerne vil nå og ting jeg burde have nået for længst! “Ryd op på værelset”, “bestil rejsekort”, “lav ønskeseddel”, “køb julegaver”, “få styr på økonomien”, “lav bachelor”, “lav fødselsdagsgave til Nilas”, “få styr på livet” osv. osv. – det føles som en uendelig liste…

Jeg er vist ret god til at ligne en der har styr på tingene, men sagen er den, at jeg faktisk ikke rigtig har styr på noget for tiden. Jeg roder alle steder – hos min farmor, hos mine forældre og hos mig selv, jeg er bagud med mit bachelor-projekt, min økonomi sejler, jeg skylder 14.526,42 kr. tilbage i SU, fordi jeg åbenbart har arbejdet for meget sidste år, jeg har ikke rigtig noget job fra januar, jeg har købt en campingvogn (bare fordi….), jeg har endnu ikke givet min bror hans fødselsdaggave, selvom det snart er 6 måneder siden han havde fødselsdag, mit kollektiv er rimelig splittet, jeg ved ikke, hvad jeg vil med mit liv og hvad jeg skal gøre af mig selv! Jeg føler mig altid meget forvirret og alting virker ret uoverskueligt, men på en eller anden måde falder det meste altid på plads alligevel, så det håber jeg på, at det også gør denne her gang.

26 ÅR (& 16 DAGE) GAMMEL

DSC_0552

DSC_0549

DSC_0545

DSC_0540

DSC_0542

Jeg er nu 26 år og 16 dage gammel – tiden flyver afsted! For 17 dage siden havde jeg en lille smule krise over at fylde 26 år, fordi jeg følte mig akkurat lige så snotforvirret, som dagen før jeg fyldte 25 år. Jeg havde nok lidt håbet på, at jeg var blevet bare en lille smule klogere på mig selv og livet til denne tid, men på en eller anden måde føler jeg overhovedet ikke, at jeg kommer nogle vegne selvom årene går, hvilket nok ikke er helt sandt, for der sker ret meget i mit liv hele tiden og jeg bliver sikkert også en lille smule klogere dag for dag. Jeg bliver ved med at søge efter meningen med livet, meningen med mig og meningen med alting, men det føles ærlig talt som en tabt kamp, og måske er der i virkeligheden ikke rigtig nogen mening med det hele og måske bør jeg bare snart lære at hvile i livet, som det er.

Jeg tvivler ret ofte over alting – over livet, over mig selv, over hvorfor jeg er som jeg er og hvad der skal blive af mig. Jeg er så bange for, at jeg ikke er god nok, at folk hader mig eller synes jeg er en idiot. Det sker sjældent, at nogen giver udtryk for at de ikke kan lide mig, men frygten er der altid. Jeg er ærlig talt pisse bange for at blive glemt eller for at være ligegyldig, hvilket jo i virkeligheden nok er fuldstændig åndsvagt, for sandheden er jo den, at jeg aldrig rigtig er blevet glemt. Folk er altid helt vildt søde, sådan overvældende søde, sådan alt for søde – så søde, at jeg lige pludselig ikke helt forstår, hvorfor jeg har fortjent at de er SÅ søde. Hvorfor har jeg fortjent så fint et liv med så mange dejlige mennesker omkring mig? Hvorfor har jeg fortjent at folk er så gode imod mig? Og hvorfor fanden kan jeg ikke bare hvile i det og være glad for det?

Jeg bliver altid ramt af en vanvittig taknemlighed på min fødselsdag – sådan en taknemlighed, hvor man bare har lyst til at sætte sig ned og tude af taknemlighed.  Taknemlig for ALT – for at have verdens bedste familie, verdens bedste bror, verdens sødeste venner, dejlige kollegaer, et godt job, et sted at bo, osv. osv.. Taknemlig for at folk ikke har glemt mig, og at folk har taget sig tid til at sende en lille hilsen til lille mig på min fødselsdag. Hold kæft, hvor er jeg bare sindsygt taknemlig for at have så vanvittig mange søde mennesker i mit liv (også selvom jeg ikke helt selv forstår hvorfor). Tænk engang at være så heldig at være omringet af så mange søde mennesker – jeg er jer evigt taknemlig!