I august sidste år faldt jeg over et opslag på Facebook om at DR3 søgte modige unge mennesker til et nyt kollektivt eksperiment. Jeg synes ofte, at der popper opslag op på min facebook om tilmelding til nye tv-programmer, men jeg scroller altid meget hurtigt videre, fordi jeg altid har tænkt, at jeg på ingen måder egner mig til at være på tv, men af en eller anden grund syntes jeg faktisk, at det her projekt lød ret spændende.
“Er du en del af ’Generation Ego’, som lever i et cyber-kollektiv fyldt med uforpligtende relationer på sociale medier? Mangler du et sted at bo, og er du klar på at indgå i et rigtigt fællesskab med ægte relationer ude i den virkelig verden? Så er det dig, vi leder efter! Du skal være 20-30 år gammel og have lyst til at starte et nyt kollektiv fra bunden og kaste din energi ind i et forpligtende fællesskab med alt, hvad det indebærer af fælles ansvar, praktiske opgaver, hygge og spas”
Jeg boede i forvejen i et kollektiv og tænkte, at det kunne være spændende at prøve at starte et helt nyt kollektiv op fra bunden, og finde ud af hvad det kunne blive til. Samtidig var jeg også ret træt at “Generation Ego” og det perfekte liv. Mit perfekte liv! Træt af altid at tænke over hvad folk tænker om mig, træt af at tvivle på om folk kan lide mig, træt af hvordan vi altid dømmer hinanden og træt af at tvivle på mig selv. Jeg havde brug for at møde nye mennesker, møde mig selv, udfordre mig selv, gøre noget skørt og være fuldstændig ligeglad med hvad folk tænker.
Jeg overvejede længe, om jeg skulle sende en ansøgning eller ej, men det var som om at alt talte for, at jeg burde gøre det, så jeg blev enig med mig selv om, at det da ikke kunne skade at sende en ansøgning, og jeg kom jo sikkert ikke med alligevel. Så jeg sendte en ansøgning! En uge senere ringede de fra Mastiff og sagde, at de havde modtaget min ansøgning, og at de var interesseret i at høre mere om mig, hvis jeg stadig var interesseret i projektet. Helt overrasket, spændt og rystet sagde jeg selvfølgelig ja og aftalte et telefonmøde. Et langt telefonmøde senere blev jeg kaldt til en personlig samtale på Mastiff – jeg forstod det overhovedet ikke, men hold kæft, hvor var det spændende!
Jeg troppede op på Mastiff mega spændt og nervøs! Jeg stod og ventede indtil en sød ung pige hentede mig ind til samtale med de sødeste castere. Vi havde en lang og god snak, og et eller andet i mig begyndte faktisk at tro på, at de måske ville vælge mig. Jeg gik derfra med en god følelse, og med god grund, for et par dage senere ringede de igen fra Mastiff og sagde, at jeg var gået videre til næste runde. En uge senere troppede jeg op på Mastiff igen til et møde med en sød psykolog, som lige skulle sikre, at jeg var “rask” nok til at kaste mig selv ud i et tv-program. Han sluttede samtalen med at sige “jeg glæder mig til at se dig i tv” og der ramte det mig. Shit! Jeg skal måske være med i et tv-program, meeeen det var vel ikke sikkert endnu – eller var det?
Ventetiden føltes meget lang. Jeg anede ikke, om jeg var købt eller solgt – lige indtil en mail tikkede ind i min indbakke “Tillykke, du er gået videre!”. Videre? igen? Helt ærligt, hvor mange runder skal man igennem for at komme i tv? “Hjerteligt tillykke med at du er gået videre i castingprocessen på DR3 Kollektivet. Det næste, der sker er at du som led i vores relationseksperiment skal tage følgende test, så vi kan lære dig endnu bedre at kende”. Så en personlighedstest og hvad der føles som 500 spørgsmål senere, var det bare at vente endnu engang….
Jeg havde øje på min telefon hele tiden og hver gang den vibrerede håbede jeg, at det var det endelige svar på min casting…. Tiden gik vanvittig langsomt, men så skete det! Endelig ringede de fra Mastiff og beskeden lød “Tillykke! Du skal være med i programmet!”. What! Vildt! Sejt! Fedt! tror jeg da nok? Jeg var overrasket, spændt, nervøs, forvirret, rundt på gulvet, rystet og først dér gik det op for mig, hvad jeg egentlig havde rodet mig ud i.