Jeg roder mig ofte ud i nogle skøre, sjove og vanvittige projekter, men det er sjældent at mine projekter indebærer et kollektiv med 9 mennesker jeg ikke kender, et hus fuld af kameraer og et tv-program på DR3. Hele situationen virkede meget mærkelig og surrealistisk – skulle jeg være med i et tv-program? Skulle jeg være en af dem man har set i fjernsynet? Og hvad ville folk tænke om mig? På en eller anden måde føltes det som en stor beslutning, og jeg vidste ikke om det var en god eller en dårlig idé. Burde jeg deltage i et tv-program eller var det bare endnu en af mine tossede idéer? Dagen før indflytning var jeg stadig i tvivl. Jeg skulle til møde på Mastiff for at få de sidste informationer og skrive under på papirerne. Jeg havde endnu ikke helt besluttet mig og kunne stadig nå at bakke ud, for jeg havde jo ikke skrevet under på noget endnu. Jeg troppede op på Mastiff og blev endnu engang mødt af søde mennesker. Mødet gik godt, produktionen virkede så søde og et eller andet i mig sagde, at jeg burde gøre det og at jeg ville fortryde, hvis jeg ikke gjorde det, så jeg skrev under! Nu var der vist ingen vej tilbage.
Resten af dagen brugte jeg på at pakke. Som nogen måske har på fornemmelsen (hvis man kender mig eller har set programmet), så har jeg svært ved at begrænse mig. Jeg har altid haft brug for mange ting, for at føle mig rigtig hjemme et nyt sted, så jeg pakkede og pakkede og pakkede – og pakkede lidt om igen, for at få plads til mere. Vi havde fået tilsendt en pakkeliste på mail. Jeg pakkede det hele – nærmest dobbelt! 2 dyner, 2 puder, 3 håndklæder, en cykel til at komme rundt på, masser af personlige ting – planter, billeder, lamper, lyskæder, dimser og dutter, 2 personlige the/kaffekopper, en flyttekasse fuld af spil til fællesaktiviteter, tøj til en måned (eller nok nærmere 3 måneder), og sidst men ikke mindst – stolen! Mange har tydeligvis lagt mærke til, at alle flyttede ind i huset med en stol under armen, og det virker ret mærkeligt, da der slet ikke bliver nævnt noget om hele stole-situationen i programmet, men det var altså ikke fordi, at vi alle sammen tilfældigvis havde taget en stol med, men simpelthen fordi, at det stod på vores pakkeliste “Husk en spisebordsstol efter eget valg, gerne fra din nuværende bolig”. Da vi ankom til huset blev vi simpelthen bedt om at stille vores ting foran huset og tage en personlig ting i den ene hånd og vores stol i den anden hånd og gå ind i huset og møde de andre mennesker og deres mystiske stole.