Tiden går, klokken slår og dagene flyver afsted. Jeg har de sidste mange år, måneder, uger, dage, timer – ja nærmest minutter – sagt til mig selv, at det er på tide at starte på en frisk. Jeg har drømt at alting ville give mening fra den ene dag til den anden – at alle brikkerne ville falde på plads, at livet ville give mening, at jeg fandt ud af hvem jeg var og hvad jeg ville med mit liv, men det er altså ikke noget man bare sådan lige gør.
Da jeg hoppede ind i år 2018 havde jeg en klar plan om at alting skulle blive godt. Nyt år, ny start – som man altid siger til sig selv…. Men tingene blev ikke bedre, og jeg blev ikke gladere af at kalenderen sagde 2018 – tværtimod. Jeg gik helt i stå – dagene fløj forbi – januar blev til februar, februar til marts, marts til april og nu er jeg så her i maj. Månederne er fløjet afsted og jeg synes ikke at jeg har nået noget som helst. Hver gang jeg har ramt d. 1. i en måned har jeg sagt til mig selv, at NU er det på tide at starte på en frisk, men på en eller anden måde går det altid galt, for hvordan er det lige man får styr på sit liv og bliver et bedre menneske fra den ene dag til den anden, og er det egentlig ikke også et vanvittigt krav at stille sig selv?
I januar havde jeg en plan om at starte på en frisk – både på mit liv og på bloggen, og jeg blev derfor enig med mig selv om, at jeg ville bage en kransekage som et symbol på en ny start! Kagen man spiser nytårsaften, kagen der symboliserer et nyt år, en ny tid og nye muligheder! Jeg købte en pakke marcipan og lagde den på køl indtil jeg følte for at bage en kransekage og dele mine tanker, men den dag kom bare aldrig rigtig, og hvad der skulle have været et hyggeligt bageprojekt blev lige pludselig til endnu en belastning og endnu et tegn på, at jeg ikke nåede noget som helst…
Livet handler ikke kun om datoer og tal – det handler nok mere om at have sig selv med, og så er det vel fuldstændig ligegyldigt hvilken dag det er. I dag er der gået 133 dage af år 2018 – det er ikke nogen særlig dag, men det er dagen hvor jeg faktisk følte for at tage marcipanen ud af køleskabet, bage den åndsvage kransekage og dele mine tanker. Et bageprojekt som skabte endnu en indre kamp i mig, da jeg overhovedet ikke var tilfreds med resultatet og synes at den var alt for grim til at symbolisere en ny start. MEN jeg blev heldigvis enig med mig selv om, at det nok var det bedste symbol på en ny start – en lidt skæv, tyk, flad, kransekage som på trods af sin skævhed stadig smager ret godt. Et symbol på at alt ikke behøver at være perfekt for at være godt og alt nok skal gå selvom tingene ikke altid går helt efter planen 