Jeg har bagt verdens bedste kanelsnegle, hvis jeg selv skal sige det. Jeg synes altid at kanelsnegle bliver sådan lidt tørre og kedelige, men denne opskrift viste sig at være ganske udemærket, og de blev da også spist alle sammen i skolen, så de kan ikke have været helt dårlige. Derfor vil jeg da selvfølgelig lige dele opskriften med jer, så I selv har mulighed for at bage dem, hvis det skulle friste. Det skal måske lige siges at jeg elsker det der kanelsnask, så jeg laver altid dobbelt op, men det er vel smag og behag
Mange af sneglene, valgte på mystisk vis at vokse op af i midten – deraf det fine navn kanel hømhøm’er. Meeen lad jer ikke narre af navnet, de er virkelig gode! Bag dem, smag dem, elsk dem
Ingredienser
Gærdej:
3 dl. sødmælk
50 g. gær
4 store æg
Kornene fra 1 vaniljestang
1 spsk. stødt kanel
1 spsk. stødt kardemomme
1 spsk. stødt ingefær
100 g. rørsukker
1/2 spsk. groft salt
200 g. blødt smør
Passende mængde hvedmel (det er umuligt at fastsætte den præcise mængde. Dejen skal være glat og smidig, aldrig tør og knoldet).
Remonce:
250 g. smør
200 g. rørsukker
2 spsk. stødt kanel
2 stk. æggeblommer til pensling
Fremgangsmåde
Gærdej:
Gæren smuldres i en stor skål og blandes med æg, vanilje, kanel, kardemomme, ingefær og rørsukker.
Lun sødmælken og bland den sammen med salt. Bland lidt mel med og tilsæt smørret. Tilsæt mere mel og ælt det hele til en glat og smidig dej. Ælt dejen op til en stor kugle, der lægges i mel på bordet.
Når dejen har hvilet ca. 15 minutter, udrulles den i et kvadrat på ca. 50 x 40 cm. Når du ruller dejen ud, skal du sørge for at begrænse mængden af mel. Børst også overflødigt mel væk fra dejen, når du er færdig med udrulningen.
Remoncen:
Rør smørret godt med rørsukker og stødt kanel. Man kan eventuelt piske med en håndmikser. Stryg remoncen ud over hele dejen med en palet og rul dejen sammen som en roulade. Skær derefter rouladen i ca. 1 1/2 cm. tykke skiver.
Sneglene skal nu hæve på en bageplade et dejligt lunt sted i 35 minutter.
Til sidst pensles de med sammenpiskede æggeblommer, og bages ved 185 grader, i ca. 15 – 18 minutter, til de er let gyldne.
Glasur:
Hvis man ønsker glasur på sine kanelsnegle, er det ganske simpelt. Alt du skal gøre er, at blande flormelis med en lille smule vand, til glasuren får den rette konsistens.
Wupti! en masse kanel hømhøm’er er bagt! Nyd dem