Det er mandag - en ny uge er begyndt og endnu en uge er gået. Endnu en uge, hvor jeg ikke havde tid eller overskud til at nå alle de ting jeg gerne ville, og selvom jeg egentlig nåede en masse, så føles det bare ikke helt som nok. Det er som om, at jeg aldrig når helt til bunds i alle de ting jeg gerne vil nå og derfor bliver det lige pludselig til en kæmpe klump af ting jeg gerne vil nå, men som jeg ikke har tid til. Jeg ville godt have tid til at have lidt mere fritid, at være lidt mere kreativ, at rydde op på mit værelse, at få styr på min skole, at være god til mit job, at svare på alle mine ubesvarede beskeder på facebook, at passe min træning, så jeg måske kunne tabe mig lidt og blive et pænere menneske, at besøge min søde familie noget oftere, at være en god roomie, en god ven, en god datter, en god søster og en god kollega! I virkeligheden tror jeg ikke, at nogen ville sige at jeg ikke er et godt menneske, men jeg synes altid selv, at jeg skylder alle de mennesker jeg holder af, at være et bedre menneske og have mere tid og overskud til dem.

Da jeg vågnede i morges virkede alting ret uoverskueligt, og selvom det er pinse og jeg burde nyde at have fri, så kunne jeg slet ikke overskue at det allerede er hverdag igen i morgen, for der er stadig tusinde ting jeg gerne vil nå og tusinde beskeder jeg endnu ikke har svaret på. Det er som om at alting går meget langsomt for tiden og jeg kan ikke rigtig overskue det hele... Jeg kan ikke engang overskue at solen skinner, for det er meget nemmere at være trist på en gråvejrsdag. Det er som om at folk forventer at man er glad på en solskinsdag, men nogle gange matcher vejret vist bare ikke helt mit humør. Jeg har flere gange hørt, at man skal stå op og sige til mig selv "i dag bliver en god dag", men det er bare ikke altid lige nemt, og i dag var én af de dage, hvor jeg bare kunne mærke, at det var en dårlig dag. En af de dage, hvor jeg bare har mest lyst til at gemme mig væk og stikke af fra det hele, men jeg ved jo også godt, at virkeligheden stadig venter på den anden side og tingene bliver ikke bedre af at stikke af fra det hele. På disse dage har jeg lært at joggingsættet, hørebøfferne, kaffen og computeren er det der virker bedst - så jeg stikker af til en café i mit grimmeste joggingsæt, hører musik, drikker en masse kaffe og giver mig selv tid til at prøve at få styr på alle de ting og tanker der plager mig.

Jeg bruger utrolig meget af min tid på at scrolle igennem diverse sociale medier og se på alle andres fede liv - lange løbeture i skoven (som tilsyneladende overhovedet ikke er hårdt), utrolig flot hjemmebag (som lader til at være noget der bare lige er bikset sammen, men som sikkert har taget 10 timer at lave), vilde byggeprojekter, som man da bare lige selv fikser (for sådan en handyman er jeg), fine lyserøde træer og flotte outfitbilleder (som sikkert først lykkedes på billede nr. 45), flamingo-baderinge og lækre bikinier på charterferier (som jeg aldrig får råd til)... Jeg ville ønske at jeg var bedre til at skelne mellem sociale medier og virkelighed, for jeg ved jo godt, at alting ikke kun er, som det ser ud på de sociale medier, og det ville nok også være træls, hvis folk kun delte deres triste dage på nettet, men man skal lige huske sig selv på, at selvom alle får det hele til at se så perfekt ud, så har alle selvfølgelig deres øv-dage, og dem skal der også være plads til engang imellem.

Tiden går, klokken slår og dagene flyver afsted. Jeg har de sidste mange år, måneder, uger, dage, timer – ja nærmest minutter – sagt til mig selv, at det er på tide at starte på en frisk. Jeg har drømt at alting ville give mening fra den ene dag til den anden – at alle brikkerne ville falde på plads, at livet ville give mening, at jeg fandt ud af hvem jeg var og hvad jeg ville med mit liv, men det er altså ikke noget man bare sådan lige gør.

Da jeg hoppede ind i år 2018 havde jeg en klar plan om at alting skulle blive godt. Nyt år, ny start – som man altid siger til sig selv…. Men tingene blev ikke bedre, og jeg blev ikke gladere af at kalenderen sagde 2018 – tværtimod. Jeg gik helt i stå – dagene fløj forbi – januar blev til februar, februar til marts, marts til april og nu er jeg så her i maj. Månederne er fløjet afsted og jeg synes ikke at jeg har nået noget som helst. Hver gang jeg har ramt d. 1. i en måned har jeg sagt til mig selv, at NU er det på tide at starte på en frisk, men på en eller anden måde går det altid galt, for hvordan er det lige man får styr på sit liv og bliver et bedre menneske fra den ene dag til den anden, og er det egentlig ikke også et vanvittigt krav at stille sig selv?

I januar havde jeg en plan om at starte på en frisk – både på mit liv og på bloggen, og jeg blev derfor enig med mig selv om, at jeg ville bage en kransekage som et symbol på en ny start! Kagen man spiser nytårsaften, kagen der symboliserer et nyt år, en ny tid og nye muligheder! Jeg købte en pakke marcipan og lagde den på køl indtil jeg følte for at bage en kransekage og dele mine tanker, men den dag kom bare aldrig rigtig, og hvad der skulle have været et hyggeligt bageprojekt blev lige pludselig til endnu en belastning og endnu et tegn på, at jeg ikke nåede noget som helst…

Livet handler ikke kun om datoer og tal – det handler nok mere om at have sig selv med, og så er det vel fuldstændig ligegyldigt hvilken dag det er. I dag er der gået 133 dage af år 2018 – det er ikke nogen særlig dag, men det er dagen hvor jeg faktisk følte for at tage marcipanen ud af køleskabet, bage den åndsvage kransekage og dele mine tanker. Et bageprojekt som skabte endnu en indre kamp i mig, da jeg overhovedet ikke var tilfreds med resultatet og synes at den var alt for grim til at symbolisere en ny start. MEN jeg blev heldigvis enig med mig selv om, at det nok var det bedste symbol på en ny start – en lidt skæv, tyk, flad, kransekage som på trods af sin skævhed stadig smager ret godt. Et symbol på at alt ikke behøver at være  perfekt for at være godt og alt nok skal gå selvom tingene ikke altid går helt efter planen 

Siden jeg forlod bloggen for ca. 2 år siden har jeg prøvet at finde ud af hvem Masja er og hvad hun egentlig vil med sit liv – jeg var sikker på, at jeg kunne finde meningen med livet og meningen med mig selv, men det har slet ikke været så nemt, som jeg selv fik det til at lyde. For 2 år siden var jeg sikker på, at jeg ville have fuldstændig styr på mig selv og mit liv til denne tid, men sandheden er den, at jeg stadig er nogenlunde lige så forvirret, som jeg var for 2 år siden. Jeg har flere gange prøvet at sætte livet på pause, flygte fra virkeligheden og starte forfra igen og igen og igen, men sagen er den, at det slet ikke er løsningen, for man kan ikke flygte fra sig selv. Jeg regnede med, at jeg kunne finde en meget bedre og mindre forvirret Masja et sted, men i mit forsøg på at finde mig selv, endte jeg nok i virkeligheden mere med at flygte fra mig selv, hvilket på ingen måder er en god idé. På en eller anden måde føler jeg slet ikke, at jeg er kommet nogen vegne i mit forsøg på at finde ud af hvem jeg er, og så alligevel føler jeg, at jeg er kommet rigtig langt – jeg har ikke fundet meningen med livet, men jeg har lært, at man ikke kan blive ved med at ændre på omgivelserne og flygte fra sig selv, og jeg har lært, at det vigtigste er at stå ved sig selv og hvem man er!

Og hvem er det så lige jeg er? Jeg hedder Masja Richter Aalstrup, jeg er 25 år og 8 dage gammel. Jeg bor i Taastrup i et stort kollektiv sammen med 10 søde mennesker. Jeg har en stor, sød og forvirrende familie, som jeg aldrig bliver helt klog på. Min mor hedder Bente, min far hedder Steen og min bror hedder Nilas. Jeg arbejder som servicemedarbejder i Kulturhusene i Høje-Taastrup og som barmedarbejder på Taastrup Teater og Musikhus og er derudover koordinator på Høje-Taastrup Dramaskole. Jeg går på Håndarbejdets Fremme og har en plan om at blive færdiguddannet som tekstilformidler en dag, men lige nu har jeg taget orlov, da jeg vurderede, at jeg ikke var i stand til at gennemføre et bachelorprojekt lige nu. Jeg elsker at gå i teatret og drømmer om at lave kostumer en dag, men skal aldrig nogensinde selv stå på en scene, da jeg er frygtelig sceneskræk. Jeg har altid mange projekter i gang og får ofte at vide, at jeg bliver nødt til at slappe lidt af engang imellem. Jeg sidder tit på café, da jeg er mest produktiv, med larm omkring mig. Jeg drikker rigtig meget kaffe og har en plan om at skære lidt ned, men indtil videre går det ikke så godt. Jeg går til yoga med min mor og kusine og har endelig fundet et sted, hvor jeg kan slappe lidt af. Jeg roder rigtig meget på mit værelse, hvilket man for en gangs skyld kan se på mit billede. Jeg synes altid selv, at jeg ser utrolig dum ud på billeder, og efter lang tids overvejelse, har jeg endelig fået taget mig sammen til at tage et billede af mig selv igen, for det er nu engang sådan jeg ser ud (…efter 30 skud lykkedes det at blive nogenlunde tilfreds). Jeg tvivler på, at jeg nogensinde bliver tilfreds med mig selv, men jeg vil gøre mit bedste for at lære det!

Det er efterhånden meget længe siden, at jeg har skrevet på min blog, og jeg tvivler på, at der stadig er nogen der følger med derude, men der kommer da stadig nogle kommentarer engang imellem, og det varmer altså mit lille “blogger-hjerte”, selvom jeg ikke har været særlig god til at svare. Jeg har selv klikket forbi bloggen engang imellem, og jeg har flere gange overvejet at skrive et eller andet, men på en eller anden måde virker mine ord altid overflødige og ligegyldige inde i mit hoved, og hvad er meningen egentlig med at dele sit liv på nettet? Jeg har tænkt meget over hvad min idé er med at have en blog, og om det overhovet giver mening for mig. Der er efterhånden tusindevis af bloggere derude, og jeg frygter lidt at blive set som en af de der irriterende “bloggertyper”, der bare vil ses og høres. Vi har efterhånden alle sammen så travlt med at dele det perfekte liv på nettet, og jeg er ærlig talt en lille smule træt af det, så jeg har lovet mig selv, at hvis jeg starter min blog op igen, så skal det være med lidt mindre filter og lidt mere ærlighed, for livet er vel ikke altid så perfekt og nemt, som man kunne ønske sig. Jeg synes selv, at det er svært at finde ud af hvad og hvor meget man skal dele på nettet, og jeg tænker altid meget over hvad alle andre tænker i stedet for bare at gøre det jeg selv føler for, men jeg tror, at det er på tide, at jeg gør det jeg selv føler for og ikke tænker så meget over hvad alle andre tænker. Bloggen er et sted, hvor jeg tillader mig selv at dele mine tanker og idéer og et sted hvor jeg tillader mig selv at være lidt i fokus, og så kan folk jo heldigvis selv bestemme om de vil følge med eller ej. Jeg ved endnu ikke helt hvilken vej min blog skal, men nu har jeg i hvert fald besluttet mig for at kaste mig ud i bloggerlivet igen, og så må vi se hvad fremtiden bringer.

Ps. jeg ved godt at mit topbillede er kikset og gammelt, og jeg skal nok prøve på, at få det opdateret på et tidspunkt