Mit liv føles som et kæmpemæssigt rod for tiden – mit værelse er noget rod, mine projekter er noget rod, inde i mit hoved er der rod og min fremtid virker som noget rod. Jeg kan på en eller anden måde ikke rigtig tage mig sammen til noget og alting virker meget uoverskueligt. Min to-do-liste er blevet til mange lister – lister over ting jeg skal nå, ting jeg gerne vil nå og ting jeg burde have nået for længst! “Ryd op på værelset”, “bestil rejsekort”, “lav ønskeseddel”, “køb julegaver”, “få styr på økonomien”, “lav bachelor”, “lav fødselsdagsgave til Nilas”, “få styr på livet” osv. osv. – det føles som en uendelig liste…

Jeg er vist ret god til at ligne en der har styr på tingene, men sagen er den, at jeg faktisk ikke rigtig har styr på noget for tiden. Jeg roder alle steder – hos min farmor, hos mine forældre og hos mig selv, jeg er bagud med mit bachelor-projekt, min økonomi sejler, jeg skylder 14.526,42 kr. tilbage i SU, fordi jeg åbenbart har arbejdet for meget sidste år, jeg har ikke rigtig noget job fra januar, jeg har købt en campingvogn (bare fordi….), jeg har endnu ikke givet min bror hans fødselsdaggave, selvom det snart er 6 måneder siden han havde fødselsdag, mit kollektiv er rimelig splittet, jeg ved ikke, hvad jeg vil med mit liv og hvad jeg skal gøre af mig selv! Jeg føler mig altid meget forvirret og alting virker ret uoverskueligt, men på en eller anden måde falder det meste altid på plads alligevel, så det håber jeg på, at det også gør denne her gang.

Jeg er nu 26 år og 16 dage gammel – tiden flyver afsted! For 17 dage siden havde jeg en lille smule krise over at fylde 26 år, fordi jeg følte mig akkurat lige så snotforvirret, som dagen før jeg fyldte 25 år. Jeg havde nok lidt håbet på, at jeg var blevet bare en lille smule klogere på mig selv og livet til denne tid, men på en eller anden måde føler jeg overhovedet ikke, at jeg kommer nogle vegne selvom årene går, hvilket nok ikke er helt sandt, for der sker ret meget i mit liv hele tiden og jeg bliver sikkert også en lille smule klogere dag for dag. Jeg bliver ved med at søge efter meningen med livet, meningen med mig og meningen med alting, men det føles ærlig talt som en tabt kamp, og måske er der i virkeligheden ikke rigtig nogen mening med det hele og måske bør jeg bare snart lære at hvile i livet, som det er.

Jeg tvivler ret ofte over alting – over livet, over mig selv, over hvorfor jeg er som jeg er og hvad der skal blive af mig. Jeg er så bange for, at jeg ikke er god nok, at folk hader mig eller synes jeg er en idiot. Det sker sjældent, at nogen giver udtryk for at de ikke kan lide mig, men frygten er der altid. Jeg er ærlig talt pisse bange for at blive glemt eller for at være ligegyldig, hvilket jo i virkeligheden nok er fuldstændig åndsvagt, for sandheden er jo den, at jeg aldrig rigtig er blevet glemt. Folk er altid helt vildt søde, sådan overvældende søde, sådan alt for søde – så søde, at jeg lige pludselig ikke helt forstår, hvorfor jeg har fortjent at de er SÅ søde. Hvorfor har jeg fortjent så fint et liv med så mange dejlige mennesker omkring mig? Hvorfor har jeg fortjent at folk er så gode imod mig? Og hvorfor fanden kan jeg ikke bare hvile i det og være glad for det?

Jeg bliver altid ramt af en vanvittig taknemlighed på min fødselsdag – sådan en taknemlighed, hvor man bare har lyst til at sætte sig ned og tude af taknemlighed.  Taknemlig for ALT – for at have verdens bedste familie, verdens bedste bror, verdens sødeste venner, dejlige kollegaer, et godt job, et sted at bo, osv. osv.. Taknemlig for at folk ikke har glemt mig, og at folk har taget sig tid til at sende en lille hilsen til lille mig på min fødselsdag. Hold kæft, hvor er jeg bare sindsygt taknemlig for at have så vanvittig mange søde mennesker i mit liv (også selvom jeg ikke helt selv forstår hvorfor). Tænk engang at være så heldig at være omringet af så mange søde mennesker – jeg er jer evigt taknemlig!

Det er mandag - en ny uge er begyndt og endnu en uge er gået. Endnu en uge, hvor jeg ikke havde tid eller overskud til at nå alle de ting jeg gerne ville, og selvom jeg egentlig nåede en masse, så føles det bare ikke helt som nok. Det er som om, at jeg aldrig når helt til bunds i alle de ting jeg gerne vil nå og derfor bliver det lige pludselig til en kæmpe klump af ting jeg gerne vil nå, men som jeg ikke har tid til. Jeg ville godt have tid til at have lidt mere fritid, at være lidt mere kreativ, at rydde op på mit værelse, at få styr på min skole, at være god til mit job, at svare på alle mine ubesvarede beskeder på facebook, at passe min træning, så jeg måske kunne tabe mig lidt og blive et pænere menneske, at besøge min søde familie noget oftere, at være en god roomie, en god ven, en god datter, en god søster og en god kollega! I virkeligheden tror jeg ikke, at nogen ville sige at jeg ikke er et godt menneske, men jeg synes altid selv, at jeg skylder alle de mennesker jeg holder af, at være et bedre menneske og have mere tid og overskud til dem.

Da jeg vågnede i morges virkede alting ret uoverskueligt, og selvom det er pinse og jeg burde nyde at have fri, så kunne jeg slet ikke overskue at det allerede er hverdag igen i morgen, for der er stadig tusinde ting jeg gerne vil nå og tusinde beskeder jeg endnu ikke har svaret på. Det er som om at alting går meget langsomt for tiden og jeg kan ikke rigtig overskue det hele... Jeg kan ikke engang overskue at solen skinner, for det er meget nemmere at være trist på en gråvejrsdag. Det er som om at folk forventer at man er glad på en solskinsdag, men nogle gange matcher vejret vist bare ikke helt mit humør. Jeg har flere gange hørt, at man skal stå op og sige til mig selv "i dag bliver en god dag", men det er bare ikke altid lige nemt, og i dag var én af de dage, hvor jeg bare kunne mærke, at det var en dårlig dag. En af de dage, hvor jeg bare har mest lyst til at gemme mig væk og stikke af fra det hele, men jeg ved jo også godt, at virkeligheden stadig venter på den anden side og tingene bliver ikke bedre af at stikke af fra det hele. På disse dage har jeg lært at joggingsættet, hørebøfferne, kaffen og computeren er det der virker bedst - så jeg stikker af til en café i mit grimmeste joggingsæt, hører musik, drikker en masse kaffe og giver mig selv tid til at prøve at få styr på alle de ting og tanker der plager mig.

Jeg bruger utrolig meget af min tid på at scrolle igennem diverse sociale medier og se på alle andres fede liv - lange løbeture i skoven (som tilsyneladende overhovedet ikke er hårdt), utrolig flot hjemmebag (som lader til at være noget der bare lige er bikset sammen, men som sikkert har taget 10 timer at lave), vilde byggeprojekter, som man da bare lige selv fikser (for sådan en handyman er jeg), fine lyserøde træer og flotte outfitbilleder (som sikkert først lykkedes på billede nr. 45), flamingo-baderinge og lækre bikinier på charterferier (som jeg aldrig får råd til)... Jeg ville ønske at jeg var bedre til at skelne mellem sociale medier og virkelighed, for jeg ved jo godt, at alting ikke kun er, som det ser ud på de sociale medier, og det ville nok også være træls, hvis folk kun delte deres triste dage på nettet, men man skal lige huske sig selv på, at selvom alle får det hele til at se så perfekt ud, så har alle selvfølgelig deres øv-dage, og dem skal der også være plads til engang imellem.

Tiden går, klokken slår og dagene flyver afsted. Jeg har de sidste mange år, måneder, uger, dage, timer – ja nærmest minutter – sagt til mig selv, at det er på tide at starte på en frisk. Jeg har drømt at alting ville give mening fra den ene dag til den anden – at alle brikkerne ville falde på plads, at livet ville give mening, at jeg fandt ud af hvem jeg var og hvad jeg ville med mit liv, men det er altså ikke noget man bare sådan lige gør.

Da jeg hoppede ind i år 2018 havde jeg en klar plan om at alting skulle blive godt. Nyt år, ny start – som man altid siger til sig selv…. Men tingene blev ikke bedre, og jeg blev ikke gladere af at kalenderen sagde 2018 – tværtimod. Jeg gik helt i stå – dagene fløj forbi – januar blev til februar, februar til marts, marts til april og nu er jeg så her i maj. Månederne er fløjet afsted og jeg synes ikke at jeg har nået noget som helst. Hver gang jeg har ramt d. 1. i en måned har jeg sagt til mig selv, at NU er det på tide at starte på en frisk, men på en eller anden måde går det altid galt, for hvordan er det lige man får styr på sit liv og bliver et bedre menneske fra den ene dag til den anden, og er det egentlig ikke også et vanvittigt krav at stille sig selv?

I januar havde jeg en plan om at starte på en frisk – både på mit liv og på bloggen, og jeg blev derfor enig med mig selv om, at jeg ville bage en kransekage som et symbol på en ny start! Kagen man spiser nytårsaften, kagen der symboliserer et nyt år, en ny tid og nye muligheder! Jeg købte en pakke marcipan og lagde den på køl indtil jeg følte for at bage en kransekage og dele mine tanker, men den dag kom bare aldrig rigtig, og hvad der skulle have været et hyggeligt bageprojekt blev lige pludselig til endnu en belastning og endnu et tegn på, at jeg ikke nåede noget som helst…

Livet handler ikke kun om datoer og tal – det handler nok mere om at have sig selv med, og så er det vel fuldstændig ligegyldigt hvilken dag det er. I dag er der gået 133 dage af år 2018 – det er ikke nogen særlig dag, men det er dagen hvor jeg faktisk følte for at tage marcipanen ud af køleskabet, bage den åndsvage kransekage og dele mine tanker. Et bageprojekt som skabte endnu en indre kamp i mig, da jeg overhovedet ikke var tilfreds med resultatet og synes at den var alt for grim til at symbolisere en ny start. MEN jeg blev heldigvis enig med mig selv om, at det nok var det bedste symbol på en ny start – en lidt skæv, tyk, flad, kransekage som på trods af sin skævhed stadig smager ret godt. Et symbol på at alt ikke behøver at være  perfekt for at være godt og alt nok skal gå selvom tingene ikke altid går helt efter planen 

Siden jeg forlod bloggen for ca. 2 år siden har jeg prøvet at finde ud af hvem Masja er og hvad hun egentlig vil med sit liv – jeg var sikker på, at jeg kunne finde meningen med livet og meningen med mig selv, men det har slet ikke været så nemt, som jeg selv fik det til at lyde. For 2 år siden var jeg sikker på, at jeg ville have fuldstændig styr på mig selv og mit liv til denne tid, men sandheden er den, at jeg stadig er nogenlunde lige så forvirret, som jeg var for 2 år siden. Jeg har flere gange prøvet at sætte livet på pause, flygte fra virkeligheden og starte forfra igen og igen og igen, men sagen er den, at det slet ikke er løsningen, for man kan ikke flygte fra sig selv. Jeg regnede med, at jeg kunne finde en meget bedre og mindre forvirret Masja et sted, men i mit forsøg på at finde mig selv, endte jeg nok i virkeligheden mere med at flygte fra mig selv, hvilket på ingen måder er en god idé. På en eller anden måde føler jeg slet ikke, at jeg er kommet nogen vegne i mit forsøg på at finde ud af hvem jeg er, og så alligevel føler jeg, at jeg er kommet rigtig langt – jeg har ikke fundet meningen med livet, men jeg har lært, at man ikke kan blive ved med at ændre på omgivelserne og flygte fra sig selv, og jeg har lært, at det vigtigste er at stå ved sig selv og hvem man er!

Og hvem er det så lige jeg er? Jeg hedder Masja Richter Aalstrup, jeg er 25 år og 8 dage gammel. Jeg bor i Taastrup i et stort kollektiv sammen med 10 søde mennesker. Jeg har en stor, sød og forvirrende familie, som jeg aldrig bliver helt klog på. Min mor hedder Bente, min far hedder Steen og min bror hedder Nilas. Jeg arbejder som servicemedarbejder i Kulturhusene i Høje-Taastrup og som barmedarbejder på Taastrup Teater og Musikhus og er derudover koordinator på Høje-Taastrup Dramaskole. Jeg går på Håndarbejdets Fremme og har en plan om at blive færdiguddannet som tekstilformidler en dag, men lige nu har jeg taget orlov, da jeg vurderede, at jeg ikke var i stand til at gennemføre et bachelorprojekt lige nu. Jeg elsker at gå i teatret og drømmer om at lave kostumer en dag, men skal aldrig nogensinde selv stå på en scene, da jeg er frygtelig sceneskræk. Jeg har altid mange projekter i gang og får ofte at vide, at jeg bliver nødt til at slappe lidt af engang imellem. Jeg sidder tit på café, da jeg er mest produktiv, med larm omkring mig. Jeg drikker rigtig meget kaffe og har en plan om at skære lidt ned, men indtil videre går det ikke så godt. Jeg går til yoga med min mor og kusine og har endelig fundet et sted, hvor jeg kan slappe lidt af. Jeg roder rigtig meget på mit værelse, hvilket man for en gangs skyld kan se på mit billede. Jeg synes altid selv, at jeg ser utrolig dum ud på billeder, og efter lang tids overvejelse, har jeg endelig fået taget mig sammen til at tage et billede af mig selv igen, for det er nu engang sådan jeg ser ud (…efter 30 skud lykkedes det at blive nogenlunde tilfreds). Jeg tvivler på, at jeg nogensinde bliver tilfreds med mig selv, men jeg vil gøre mit bedste for at lære det!